At samarbejde over evne.
Bag dette begreb ligger den konflikt, som vi alle udsættes for livet gennem; nemlig på den ene side at samarbejde med de mennesker, vi holder af og som er vigtige for os, og på den anden side vores behov for at bevare vores integritet intakt.Vores fornemmelse af vores selvværd påvirkes, hvis vi i vores familie bliver nødt til at samarbejde mere end vi egentlig kan for at få en følelse af værdi. Det kan være på et følelsesmæssigt, mentalt og/eller fysisk plan – at vi samarbejder over evne.
At samarbejde betyder at tilpasse eller indordne sig og gå på kompromis, mens integritet betyder at være tro mod sine idealer, følelser, værdier og handle efter sine egne behov og overbevisninger. Vi vil altid løbe ind i denne konflikt i vores liv: ”Skal jeg vælge mig, eller skal jeg vælge den anden?” Konflikten kan opleves som ubehagelig, men alligevel håndterbar. Nogle gange kan den også føles som en trussel mod vores liv, og mange mennesker kæmper livet igennem med denne grundlæggende konflikt. Det afhænger igen af, hvor meget vi har skullet samarbejde i vores familie for at få en følelse af at være ok. Børn vil nemlig altid vælge at samarbejde – de kan ikke risikere at miste deres forældre – og derfor vil de altid gå på kompromis med deres egen integritet, hvis det kræves af dem. Et sådan mønster tager vi med os i vores voksne liv. Vi samarbejder over evne med specielt nærtstående, men også med andre – det kan skabe store følelsesmæssige problemer – og lavt selvværd, da vi i princippet ”respekterer” andre mere end os selv.
Børn afspejler direkte de følelser, som rører sig hos den voksne og kopierer følelsen til sig selv. På den måde bliver børns adfærd ikke altid opfattet som et udtryk for et samarbejde, idet f.eks. en urolig og stresset forælder måske gerne vil have et roligt og lydigt barn, men i stedet får en kopi af sin egen tilstand. Hvis børn oplever, at deres forældre ikke giver udtryk for deres egne følelser og ikke tillader barnet at give udtryk for sine følelser af f.eks. sorg og vrede, vil barnet lige så stille efterligne forældrenes måde at udtrykke sig på. På denne måde udvikler børn en slags ”overlevelsesstrategi” til at kunne leve sammen med deres forældre. Hyppigt vil disse mønstre, som engang var overlevelsesstrategier i den første familie, give store problemer i den familie, som man selv stifter. Det truer familiens eksistens, at man nu ikke kan give udtryk for sine følelser f.eks. vrede og sorg. Og den nye generation lærer samme mønster – ofte med et forringet selvværd som resultat.
Hvad gør man så? Ja, man lader selvfølgelig være med at samarbejde over evne. Det handler kort og godt om, at komme i kontakt med sine egne følelser, værdier og behov og respektere og give udtryk for dem. Det handler i stor grad også om at opnå en følelse af, at det er ok at give udtryk for og få opfyldt sine behov. Det er jo det, vi ikke har lært er ok. Konflikten er åbenlys: Skal vi give slip, gemme, for¬trænge nogle af vores egne behov/lyst, for at andre kan få deres opfyldt. Det er jo det, vi har gjort, da vores forældre fik deres behov for et lydigt barn opfyldt i stedet for at respektere f.eks. den vrede, som vi faktisk mere havde lyst til at vise. Vi har simpelthen lært at give afkald på nogle følelser i os selv, for fortsat at kunne få værdi (ros, anerkendelse, knus) i vores familie. Det er her ”ud-viklingen” starter, og det kan være en vanskelig proces, der tager tid. Måske kender du dette mønster fra din familie, måske ikke.
Ud-vikling betyder at vi ”vikler os ud af et mønster, vi har med fra vores barndom”, og som ikke længere er sundt for os.
- Mærk efter, hvad du har behov for. Hvad kunne du godt tænke dig? Hvad ville være godt for dig?
- Undgå så vidt muligt den tanke- og følelsesmæssige hensyntagen, som du har lært hjemmefra, og tag dine egne behov/lyst alvorlig. Det er jo åbenlyst, at dine behov altid er lige så meget værd som de andres.
- Respektér dig selv nok til at give udtryk for det, som sker i dig. Det er sjældent, at andre mennesker ved eller kan gætte, hvad det er, der foregår i dig, og hvad du har brug for. Mange som har samarbejdet over evne tror, at andre kan og gør det samme som én selv, og at de kan gætte, hvad man har brug for. Men sådan er det ikke (og ved man egentlig, om man gætter rigtigt?).
- Bliv på din egen banehalvdel. Tag udgangspunkt i dig selv uden først at forhøre dig, hvad den anden vil/har behov for/lyst til.
- Nogen gange får vi så det, som vi har behov for/lyst til, og andre gange får vi det ikke. Måske kan de andre ikke give os det eller måske vil de ikke. Og det er jo sådan livet er! Det skal vi jo lære at håndtere….og børn skal også lære at det er ok, at give udtryk for sine behov, men det er jo ikke altid vi får, det vi har lyst til/behov for. Men sikkert er det, selvværdet får det bedre, når vi tager hensyn til vores egne følelser og behov – det er jo et udtryk for respekt/kærlighed til os selv.